Funder Børnehus
Velkommen til Funder Børnehus
Vi er et integreret børnehus fra 0-6 år med plads til ca. 190 børn.
Vuggestuen er aldersintegreret med 4 grupper - 60 børn i alt.
Børnehaven er aldersopdelt med 5 grupper - 128 børn i alt.
Vi er en profilinstitution, som er certificeret i pædagogisk idræt, hvor leg og bevægelse er i centrum og er en integreret og prioriteret del af børnehusets hverdag - både i det formelle og i det uformelle.
Med et pædagogisk fokus på barnets krop og bevægelse kombineret med naturens vide rammer, er vores vision at skabe gode, positive bevægelsesmiljøer og en bevægelseskultur, hvor vi anerkender og respekterer kroppens egenværdi.
Om Funder Børnehus
Når tiden for opstart i børnehuset nærmer sig, tager personalet kontakt til jer, hvor I tilbydes at komme på besøg i institutionen med jeres barn. Hensigten med dette besøg er, at I og jeres barn får kendskab til personalet, det andre børn, de fysiske rammer osv. Skal dit barn start i vuggestuen afholdes der desuden en opstartssamtale, uden barnet, hvor hensigten er en uddybende samtale om jeres barns vaner og rutiner. I er desuden meget velkomne tli at besøge og bruge legepladsen i weekenden. Det betyder meget for en god opstart at barnet er bekendt med sine nye omgivelser.
Vi arbejder ud fra Silkeborg Kommunes værdier - Den sammenhængende Børne- og Ungepolitik, Lærings- og trivselspolitikken samt Mindset for inklusion på 0-18 års området.
I Funder Børnehus har vi et særligt fokus på fællesskabsunderstøttende pædagogik hvor der er fokus på fællesskabets betydning for det enkelte barns udvikling.
Vi har fokus på kropslighed i hverdagen. Vi sætter rammerne og støtter børnene, så de udvikler handle kompetence via deltagelse - at kunne selv. Vi ved, at der er mange tilgange til læring. I Funder Børnehus tror vi på, at "krop imiterer krop", hvilket vil sige, at vi tager udgangspunkt i en kropsfænomenologisk tilgang til læringen, da vi tror på, at vi som mennesker lærer gennem kroppen med kroppen.
Dagligdagen i børnehaven
Kl. 6.30 - 7.30: Institutionen åbner. Dagen starter med hygge og morgenmad i fællesrummet for dem, der ønsker det. Der er mulighed for morgenmad i tidsrummet kl. 6.30-6.50. Eventuelle beskeder vedr. dit barn skal gives til de voksne, der har morgenvagten.
Kl. 7.30 - 8.45: Når klokken er 7.30, er der mødt en voksen fra alle grupper, og vi fordeler os ud i grupperne, hvor der modtages børn, leges og hygges.
Kl. 9.00 – 9.30: Samling, hvor børnene orienteres om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Der spises ligeledes formiddagsmad i dette tidsrum.
Kl.9.30 – 11.00: Hver gruppe gennemfører planlagte pædagogiske aktiviteter. Nogle går på legepladsen, andre tager måske på tur. Man kan også vælge at blive inde alle sammen. Hvad man laver og hvilke pædagogiske aktiviteter der foregår, afhænger helt af dagens planlægning.
Kl. 11.00 - 12.00: Der dækkes bord, og børnene spiser. Alle børnene får varm eller kold mad fra vores køkken. Madplanen fremgår via Aula og hænger ligeledes på tavlen ved køkkenet. Samværet omkring måltidet er en vigtig daglig ting, som vi vægter højt. Efter måltidet er der oprydning og toiletbesøg, og nogle gør sig klar til middagssøvnen. De andre børn har forskellige muligheder for pædagogiske aktiviteter.
Kl. 12.30 - 13.30: De voksne afvikler frokostpauser.
Kl. 13.30 - 15.00: Sovebørnene vågner, skiftes og leger/pædagogiske aktiviteter. Der spises eftermiddagsmad.
Kl. 15.00 - 16:30: Efterhånden som børnene og de voksne bliver færre, samles vi i fællesrummet. Om sommeren slutter dagen for det meste på legepladsen. Det er meget vigtigt, at du og dit barn siger farvel til en af personalet, så vi ved, at dit barn er hentet.
Vi ser helst, at børnene er i institutionen inden kl. 8.45, da vores aktiviteter starter herefter. Det kan for de fleste børn være meget svært at komme dumpende ind midt i en gruppe, der er godt i gang med en aktivitet. Samtidig er det svært for personalet at forlade en aktivitet for at vinke/sige farvel, da koncentrationen i gruppen afledes hurtigt af for mange forstyrrelser.
Husk at Funder Børnehus har skofrizone (ingen udendørs sko indenfor), så husk hjemmesko eller lignende til jeres barn.
Forældresamtaler
I tilbydes en forældresamtale, når jeres barn er Løbebille, Kratløber, Springhale samt før skolestart.
Der vil altid være plads til forældresamtaler, hvis der er behov for det.
Informationer
Ved hver stue hænger der informationstavler, hvor der informere om aktuelt for grupperne. Derudover vil der komme div. informationer på Aula.
Goddag og farvel
Det er vigtigt, at I og jeres barn siger goddag og farvel til en voksen, når I afleverer og henter jeres barn. På den måde ved vi, hvornår jeres barn er i børnehaven, og samtidig lærer vi hinanden hurtigere at kende. Det er meget vigtigt at huske at indtjekke og udtjekke på Aula-skærmen - som kun voksne må betegne.
Så længe I er i børnehaven, har I ansvaret for jeres barn.
Husk: Både når I afleverer og henter, skal lågen lukkes. Børnene må ikke selv åbne lågen indefra.
Hvis andre end forældrene må hente barnet, kan I meddele det på Aula, når det er aktuelt.
Større søskende skal som udgangspunkt være 10-11 år, før de kan pålægges et ansvar for at hente mindre søskende.
Der skal dog gives en skriftlig tilladelse fra forældrene.
Fridag / Sygdom
Hvis dit barn er sygt eller har en fridag, vil vi gerne have, at I meddeler det på Aula, eller der kan sende en sms til børnehaven inden kl. 8:45.
Fodtøj / udendørssko
Da vores gulve i børnehuset bruges til alle former for bevægelse af børn og personale, har vi besluttet, at alle som kommer ind i vores lokaler, skal efterlade sine sko ved indgangsdørene. Dette gælder alle årstider.
Skiftetøj / regntøj
Vi er en bevægelsesinstitution, så vi vil rulle, trille, hoppe og lege uanset vejret.
Da det ikke kan undgås, at jeres barn indimellem bliver vådt eller beskidt, er det vigtigt, at I medbringer skiftetøj. Dette gælder både undertøj, strømper, trøjer og bukser.
Vi vil så vidt muligt dagligt være ude at lege, derfor er det nødvendigt for jeres barn, at der kommer passende overtøj med, såsom flyverdragt, jakke, regntøj, gummistøvler, sandaler osv. i forhold til årstiderne.
Når solen skinner højt fra sky, og solcreme er nødvendigt, smører vi børnene over middag og evt. igen sidst på eftermiddagen.
Det er vigtigt, at jeres barn er smurt med solcreme hjemmefra, så vi kan gå ud fra morgenstunden.
Tydeligt navn
Det gør dagligdagen meget nemmere for både jeres barn og personalet, når der står navn i alt overtøj og fodtøj.
Det er jer, som forældre, der skal holde styr på, om barnets ejendele er i garderoben, inden I går hjem.
Middagssøvn / Bleer
Der er mulighed for, at jeres barn kan sove middagssøvn i børnehaven. I skal selv medbringe dyne og pude.
De børn der bruger ble, skal selv huske at medbringe bleer, som får plads på badeværelset.
Legetøj
Børnene må ikke have deres eget legetøj med i børnehaven.
Der må selvfølgelig gerne medbringes en sovebamse og en sut, som før og efter middagsluren skal ligge i garderoben.
Indearealet
Funder Børnehus er en bevægelsesvuggestue, som har fokus på børnenes primære sanser i hverdagens aktiviteter. Den pædagogiske praksis tager udgangspunkt i at udvikle, støtte og udfordre børnenes primære sanser og motorik - ud fra det enkelte barns udviklingstrin. Alle grupper er tilknyttet et stort fællesrum med masser af plads til leg og bevægelse. Her vil bevægelsesmulighederne løbende ændre sig.
I Funder Børnehus får man lov og tid til kropslige udfordringer. Vi har børnenes kropslige udvikling for øje, og vi har altid denne sætning med os: ”Hver gang vi gør noget, som barnet selv kunne have gjort, fratager vi barnet mulighed for læring”. Derfor opfordrer vi også til, at børnene selv kommer gående eller kravlende ind i vuggestuen og dermed indtager rummet i deres eget tempo. Ligeledes at de helt små bliver lagt på maven og ikke i en passiv siddestilling. Hånd i hånd med den kropslige erfaring går selvhjulpenhed. I hverdagen arbejder vi rigtig meget med selvhjulpenhed.
Udearealet
Her har børnene bl.a. mulighed for at gå på opdagelse, cykle og lege. Det pædagogiske personale udfordrer børnenes motorik og primære sanser. Dette sker både via den fri leg og igangsat struktureret leg.
Vuggestuegrupperne har tilknyttet ladcykler, som grupperne i ugens løb skiftes til at benytte. Dette gør, at vi har mulighed for at komme på tur rundt i nærområdet med en mindre gruppe børn.
Velkommen til Funder Børnehus - Vuggestuen
Inden jeres barn starter i vuggestuen, modtager I en mail fra os, der bl.a. beskriver vuggestuens hverdag. Heri vil vi også informere om en opstartssamtale, mulighed for at komme på rundvisning i børnehuset, og at I sammen med jeres barn inden den egentlige opstartsdato må komme på forbesøg i vuggestuen. Formålet med disse forbesøg er, at I og jeres barn får kendskab til personalet, de andre børn, de fysiske rammer, legetøjet, lyde, dufte etc. Erfaring viser, at dette kan hjælpe til en blidere indkøring og opstart i vuggestuen.
Ring inden det 1. besøg for at aftale nærmere med os. Nummeret finder I i velkomstmaterialet eller her på hjemmesiden.
Baby Sansning og Motorik
I Funder Børnehus tilbyder vi kommende forældre og barn et motorikforløb frem mod vuggestueopstart. Det er et forløb hvor forældre bliver tilbudt et vidensforløb, hvor de bliver sat ind i grundmotorik og grundstimuli. Det er et tilbud for forældre der har sagt ja til en plads i Funder Børnehus. Forløbet starter ca. 1-2 måneder før barnets opstart i vuggestuen. Enten mor eller far deltager med deres barn, da det er en vigtig del forløbet netop er at man skal give sit barn den rette grundstimuli.
Vi viser motoriske lege som kan laves sammen med barnet, samt giver råd og vejledning mht. den motoriske og psykiske udvikling samt gode råd inden vuggestue opstart, hvor forældre også kan stille spørgsmål.
Forløbet strækker sig over gang i Funder Børnehus, om tirsdagen fra kl. 8-9:00. Det er to uddannede motorikvejledere som står for holdene og gerne vil give deres viden og erfaringer videre til forældrene og skabe et fælles sprog sammen med forældrene i vuggestuen.
Dagligdagen i vuggestuen
En almindelig dag i vuggestuen starter i Blåbærhuset kl. 6.30, hvor vuggestuen åbner. Her har de børn, der afleveres mellem kl. 6.30-6.50 mulighed for at spise morgenmad. Vi tilbyder havregrød, havregryn eller en rugbrødsmad med smøreost. Eventuelle beskeder kan gives til den voksen, der har morgenvagten – Det vil være skiftende voksne fra alle vuggestuegrupperne. Herefter leger vi i fællesrummet.
7.30 - 8.30: Børnene fra Skovbærhuset går over i deres grupperum og igangsætter lege. Børnene fra Blåbærhuset leger i fællesrummet, og vi modtager flere børn og hygger.
8.30 - 9.00: Vi spiser formiddagsmad.
9.00 - 9.15: Samling (sang- og bevægelseslege)/de yngste børn puttes til formiddagslur
9.15 - 10.45: Formiddagsaktiviteter
10.45: Frokost. Alle børn, der er vågne, spiser et varmt eller koldt måltid. Madplanen fremgår i Aula og hænger ligeledes på tavlen ved køkkenet.
11.15 - 12.40: Oprydning, højtlæsning og putning af de børn, der kun sover middagslur. Middagslur for de ældste børn og de yngste børn vågner fra middagslur, spiser frokost og leger på stuen. De voksne afvikler frokostpause på skift.
13.30: Eftermiddagsmad, børnene vågner og derefter leg, enten ude eller inde. De yngste puttes til eftermiddagslur efter behov.
16-16:45: Børnene fra Skovbærhuset kommer over i Blåbærhuset. Vi leger sammen enten i fællesrummet eller på legepladsen.
Husk at sige farvel til en voksen, inden I går hjem, samt tjekke barnet ud på Aula-skærmen.
Vi har stort set den samme rytme hver dag – og selvfølgelig følger de yngste børn deres egen rytme mht. mad og søvn og vågne stunder.
Praktiske informationer
Når barnet starter i vuggestue, får det sit eget garderoberum til overtøj og fodtøj. En kurv på badeværelset til skiftetøj, sutter og sovedyr. Det er dejligt og en stor hjælp, når I skriver navn i fodtøj, overtøj, sutter mm.
Vuggestuen har bleer, og hvad der hører til, når dit barn skal skiftes.
Vi har hagesmække, som bruges ved måltiderne. I medbringer selv savlesmækker, hvis jeres barn har behov for det.
Vi har dyne og evt. pude til at sove med, men I skal selv medbringe betræk til dyne og evt. pude og sørge for at tage det med hjem og vaske efter behov. Børnene må også sove i egen medbragt voksipose.
Om sommeren forventer vi, at I smører barnet med solcreme hjemmefra, og så smører vi dem med solcreme, hvis vi går ud om eftermiddagen.
Samtaler
Når barnet starter i vuggestuen, inviterer vi til en opstartssamtale for at høre om jeres barns behov, rytme mm. Efter ca. 3 måneder tilbyder vi en forældresamtale, hvor vi taler om opstarten i vuggestuen, og hvordan jeres barn trives. Omkring barnets 2 års fødselsdag tilbyder vi endnu en samtale og igen inden barnet skal starte i børnehave. Herudover vil der altid være plads til en forældresamtale efter aftale.
Informationer
Informationer ang. vuggestuen kommer via Aula eller hænger på vuggestuens hoveddør. Sovetider kan ses på Aula.
Husk at tjekke jeres barn ind og ud på Aula-skærmen, som hænger i vuggestuens garderobe/fællesrum. Så vi ved hvilke børn, der er i vuggestuen. Hvis jeres barn er syg, holder fri eller kommer senere, vil vi gerne have besked inden kl. 9 via Aula.
Fodtøj
Funder Børnehus har skofrizone. Så alle bedes stille deres fodtøj i garderoben.
Fastelavn
Tøndeslagning i grupperne og børnene må meget gerne komme udklædte.
Fødselsdage
Vi holder meget gerne barnets fødselsdag i børnehuset. Der aftale tidspunkt og hvad der medbringes af fødselsdagssnack med personalet. Vi har besluttet, at fødselsdage i børnehuset afholdes uden forældre, da det giver det enkelte barn en større frihed til at "være sig selv" i børnefællesskabet.
Affaldsindsamling
Vi følger Naturstyrelsens initiativer - bl.a. at indsamle affald/skrald i den omkringliggende natur hvert år i april.
Sommerfest
En af årets højdepunkter sidst i august, som vil samle børn, forældre og personale omkring den medbragte madkurv og give anledning til at få talt samme, mødt andre forældre, at få nogle hyggelige og sjove timer og at opleve børnene på legepladsen.
Bedsteforældredag i børnehaven
I september inviteres bedsteforældrene til at "gå i børnehave" med børnebørnene og få et indblik i børnenes hverdag her.
Motionsdag
Fredag inden efterårsferien mødes vi alle til fælles motionsdag i børnehuset. De ældste børnehavebørn deltager i skolernes motionsløb sammen med 0. klasserne.
Forældremøde
Hvert år sidst i oktober er der forældremøde med valg til bestyrelsen. Inden valget vil bestyrelsen aflægge beretning, der kan være indlæg fra børnehaven af forskellige karakter, personalet fortæller lidt om, hvad der rører sig lige nu i børnehaven, og der er mulighed for at tage forskellige emner op.
Lygtetur
Børnene medbringer et syltetøjsglas hjemmefra, som vi sammen pynter og laver til en lille lygte. Den første fredag i december mødes vi tidligt - mens det endnu er mørkt - og går en tur i den friske december luft, samles i børnehaven og spiser morgenmad alle sammen.
Herefter tager forældrene på arbejde og søskende i skole.
Søskende lygter laves i hjemmet.
Maj-Britt Byrial Refslund
Institutionsleder
+4523447923
Maj-BrittByrial.Refslund@silkeborg.dk